Paleo-tærte med rødbeder og karry

rødbedetærte-paleo-vangelyst

Lige nu er der masser af rødbeder i haven og i butikkerne. Vores rødbeder i køkkenhaven er desværre ikke så store endnu, da vi fik dem sået lidt sent, men så var det jo heldigt at min mor kom forbi med en hel bærepose den anden dag!! Så i går lavede jeg rødbedetærte i en paleo-udgave, dvs. uden mel og mælkeprodukter. Jeg lavede også en rødbedetærte til nabofesten – og da folk endelig fik taget sig mod til at smage, syntes de fleste faktisk den var overraskende god 🙂

rødbedetærte-vangelyst

Rødbeder er vildt sunde – de er sprængfyldte med B- og C-vitaminer og kalium, alt sammen noget der styrker immunforsvaret og muskelfunktion – de øger iltoptagelsen og blodgennemstrømningen. Jeg har også hørt at der er nogen der mener, at rødbeder har en opstrammende effekt på huden fordi de indeholder stoffet hyaluronsyre…. So – what’s not to like?? Ind over med nogen flere rødbeder 🙂

rødbedetærte- paleo-vangelyst

Ingredienser til tærtedej:

25 g græskarkerner
25 g solsikkekerner
25 g hørfrø
15 g grofthakkede mandler
30 g fint kokosmel
30 g mandelmel
3-4 spsk avokadoolie (eller en anden god olie)
2 æg

Alle ingredienser røres sammen i en skål til den er nogenlunde fast. Så trykkes dejen ud i et tærtefad smurt med olie.

Ingredienser til fyld:

2-3 store rødbeder
1 stort rødløg
1-2 tsk karry
200 g skinke i tern eller strimler (kylling eller bacon kan også bruges)
5 æg
2,5 dl vand
Salt og peber

Løg pilles og skæres i små både – herefter svitses det i en lille gryde med lidt olie og karry. Rødbeder skrælles og rives på et rivejern – det hældes over i gryden med løg og karry og vendes rundt.

Skinken fordeles på tærtebunden og fyldet i gryden hældes ovenpå. Æg og vand piskes sammen med lidt salt og peber – til sidst hældes det ud over fyldet.

Så skal det hele bare i ovnen ved ca. 175 g. til det er færdigt… Der går vel ca. 30 min.

Og hvis du ikke har fået rødbeder nok, kunne du f.eks. drikke et glas rødbedejuice til 🙂

Nina Jochumsen / Vangelyst

Related Post

Skriv et svar