Smukke porrer i blomst

Det er ikke meget jeg har fået blogget på på det sidste…. Jeg har ellers masser af dejlige billeder i kameraet, som gerne vil ud og jeg har også en masse at fortælle, men jeg har bare ikke nået det. Tiden går med arbejde, træning, have, familie – og det sidste stykke tid ferie! Vi har været både i Sivota i Grækenland og en uge i vores dejlige sommerhus på Fanø. På Instagram er jeg dog lidt aktiv – så der kan I følge med, hvis I har lyst her: VANGELYST

Porrer i blomst - www.vangelyst.dk

Haven er stadig frodig og trods regn og blæst har jeg været ude og plukke 1 kg. sol-stik (blanding mellem solbær og stikkelsbær) og lidt brombær.

Porrer i blomst - www.vangelyst.dk

Porrer i blomst - www.vangelyst.dk

Jeg har ellers ikke fået gjort meget ved min køkkenhave i år – i foråret brugte jeg meget af min tid på boksning og fik samtidig en fibersprængning i min skulder, som også gjorde at havearbejde ikke gik særlig godt. Derfor fik porrerne fra sidste år lov til at stå… Det nyder både bier og jeg faktisk lige nu – de store kugler står flot og lysende i køkkenhaven og det summer omkring dem med både honningbier og brumbasser 🙂

Porrer i blomst - www.vangelyst.dk

Det er dejligt at naturen selv sørger for at vise sin skønhed frem, så man ikke får dårlig samvittighed over alt det forsømte 🙂

En dejlig weekend

Vi har haft en dejlig weekend! – som som i virkelig dejlig!

I går formiddags kl. 10 hentede jeg min skønne farmor. Hun er mit store forbillede.

Farmor plukker hindbær 2016 - www.vangelyst.dkHun havde som altid lidt forskellige lækkerier, som jeg skulle have med hjem – i går var det solbær til fryseren, marmelade, hjemmelavede kyskager og friskbagte horn med marcipan.

På vej hjem kørte vi forbi et par steder med pluk-selv jordbær, da hun rigtig gerne ville plukke nogle jordbær, men det lykkedes desværre ikke – alle steder havde lukket ned for denne sæson.

Hjemme ved mig var missionen også at få plukket bær – der var både solbær, ribs og hindbær. Min farmor ELSKER at plukke bær og laver alt muligt lækkert ud af dem bagefter. Hun nyder at være ude i naturen og synes det er så dejlig afstressende at gå i stilhed og lytte til fuglene og mærke vinden.

Ribs bærbusk juli 2016 - www.vangelyst.dk

Dagens store højdepunkt var selvfølgelig at se hvor meget det var blevet til – optælling og afvejningen viste 10 pund hindbær, 4 pund solbær, 3 pund ribs og 3 pund rabarber (og sidstnævnte er der stadig mange af).

Midt på dagen fik vi også besøg at Ulriks lillebror og hans to børn og de fandt straks sammen med Alma og drengene og legede sammen.

Farmor plukker ribs 2016 - www.vangelyst.dk

Da vi hen på eftermiddagen var færdige i køkkenhaven og havde siddet i havehuset og fået lune horn til kaffen var farmor klar til at give en hånd med indenfor. Det skal lige siges at hun er 89 år om lidt! Men når hun nu insisterede fik hun lov til at gå i gang med at lægge tøj sammen 🙂 Tror ikke hun havde regnet med at en familie på 5 kan have så meget rent vasketøj – ha ha.

Til aften fik vi hjemmelavet lasagne med frisk oksefars, jeg lige havde hentet fredag aften fra en af naboens ungtyre, der lige var blevet slagtet. Ja – livet på landet er skønt.

Farmor fik selvfølgelig også hindbær, rabarber, nyopgravede kartofler og min egen honning med hjem – og da vi sad i bilen på vej hjem til hende, sagde hun at det havde været den bedste dag længe… Jeg havde det på samme måde!

I dag har vi hygget med sen morgenmad – hvorefter Ulrik og Magnus tog en lang cykeltur mens Alma og jeg ordnede høns og Karl snittede i træ med sin nye kniv fra Sardinien.

Dagens store projekt var, at jeg skulle have gravet af til et nyt bed i haven. I fødselsdagsgave har jeg nemlig fået en stor flot sten med et lille vandspejl, hvor bier og fugle kan slukke tørsten – men mere om det senere.

Alma bager scones - www.vangelyst.dk

Alma og jeg bagte scones til eftermiddagskaffen, hvor min mor kom forbi og til aften har drengene set fodbold mens Alma og jeg på skift har banket hinanden i UNO og Fisk.

Hvor er det dejligt bare at være hjemme og hygge sig og være sammen en hel weekend…

Pyntegræskar

Pyntegræskar i jernkurv - www.vangelyst.dk

Jeg har masser af pyntegræskar i køkkenhaven i år! Ikke så mange forskellige – men dem der er har fået rigtig godt fat. Det er så skønt – og jeg glæder mig helt vildt til at lave nogle dekorationer med dem.

gul -pæreformede pyntegræskar - www.vangelyst.dk

De har faktisk fået så godt fat, at de nu har overtaget mit ærthegn, som jeg lavede i foråret. Men så bliver det da i det mindste brugt til noget! Jeg har nemlig ikke været for heldig med ærterne – tror jeg var for ivrig og såede dem mens jorden var for kold. Der kom i hvert fald ingen…

pyntegræskar plante - www.vangelyst.dk

Til gengæld breder græskarplanterne sig helt ud over marken…

Gult græskar - www.vangelyst.dk

Der er også en af de store sorter, som ser ud til at være kommet godt fra start. Hvad den hedder, kan jeg selvfølgelig ikke huske mere. I formen kunne den godt minde om en Hokaido, men den er meget gul? Næste år bliver jeg altså nødt til at lave en plan over køkkenhaven her på bloggen – det sker for mig hvert år, at jeg ikke kan huske, hvad jeg har sået – og når jeg endelig skriver det ned, smider jeg mine sedler væk…

Græskarblomst - www.vangelyst.dk

Cucurbitaceae Cucumis melo pyntegræskar - www.vangelyst.dk

Der er rigtig mange sjove former – jeg har flest gule pæreformede og nogen der nærmest ligner en lille blæksprutte.

Græskarblomst - www.vangelyst.dk

Nyhøstede pyntegræskar - www.vangelyst.dk

Nu skal jeg bare i gang med at pynte 🙂

Lækre sensommerhindbær

Sensommer hindbær - www.vangelyst.dk

Selvom det regnede helt vildt i eftermiddags da jeg kom hjem fra arbejde trængte jeg bare sådan til at komme ud få noget frisk luft. Det er ikke meget jeg har været i haven eller køkkenhaven på det sidste – og jeg må indrømme at det hele ser lidt forsømt ud.

Det gad jeg dog ikke tænke på og gik i stedet ud i køkkenhaven for at plukke nogle af de dejlige store sensommerhindbær vi har.

Friske hindbær - www.vangelyst.dk

Det gode ved sensommer hindbær er, at de er meget store og flotte og der er aldrig orm i dem – modsat dem der er først på sæsonen.

I morgen tror jeg at jeg vil overraske resten af familien med en hindbærroulade eller hindbærsnitter til eftermiddagskaffe 🙂

Friske forsyninger fra køkkenhaven

Hjemmedyrkede grøntsager fra køkkenhaven

Det er så lækkert at kunne gå ud i køkkenhaven og hente friske forsyninger! Her er dagens fangst fra i går – der er bl.a. gulerødder, bønner, tomater, kartofler og løg – foruden en masse rødbeder og squash. Og så selvfølgelig æg fra hønsegården…

Alma i køkkenhaven

Alma elsker at komme med ud og plukke og grave og viser stolt alle de lækre sager frem.

Men jeg må indrømme at vi ikke helt har fået udnyttet alle de lækre grøntsager så godt i år, da vi ikke har haft noget køkken de sidste par måneder. Komfuret har været sat til on/off og ellers har vi selvfølgelig grillen, hvor jeg har lavet mange spændende sager, som jeg normalt ikke plejer at lave på grillen. Det kan sagtens lade sig gøre, men ind imellem er det bare lidt besværligt med rengøring af grøntsager i stalden, anretning i havehuset, opvask på badeværelset osv.

Heldigvis er der kun halvanden uge til alle køkkenelementer bliver leveret og i morgen kommer vores køkkenvindue og indgangsparti – det bliver så godt!

Høns i køkkengaven

Tilbage til køkkenhaven – her holder Amerikanerne også til. De har fundet ud af at de kan komme over hegnet (der vel og mærke er ca. 2 m højt) ved at hoppe op på taget af hønsehuset og derefter videre op på kanten af hegnet! Så kom ikke og sig at høns er dumme… De er også altid meget nysgerrige og følger mig lige i hælene, når jeg er udenfor. Heldigvis spiser de ikke grøntsager og bær i køkkenhaven, men nøjes med at grave efter orme og insekter.

Portræt af Alma

Lige et billede af Alma – der var lige rigelig meget lys – men det er jo med at benytte sig af lejligheden når der endelig er en model.

Grøntsager fra køkkenhaven

Bønnerne er forresten nogen jeg har byttet mig til, da jeg i foråret var ude og købe en stor flot sort Orpington høne, der hedder Sonja! Damen der solgte den havde ikke byttepenge nok da jeg skulle betale – så fik jeg nogle bønne-planter med i stedet for. Det var en god handel 🙂

Gode råd om Aronia

Tips om aronia - www.vangelyst.dk

Aronia er ikke det mest lette bær at bruge i madlavningen, da de er lidt sure og bitre, men da jeg var på høstmarked sidste år i Geografisk Have, smagte jeg den mest fantastiske krydderkage med aronia – sød, svampet og lækker!

Det var en ældre mand, som havde dyrket Aronia i mange år, der stod ved standen og solgte produkter med Aronia – han gav mig to simple råd:

  • Frys altid Aronia bær inden de skal bruges (så bliver bærene sødere)
  • Opvarm aldrig Aronia til mere end 80 grader (Aronia må ikke koge)

Aronia bær - www.vangelyst.dk

Lige nu ser mine aronia buske sådan her ud! Der kommer lige så mange bær som der plejer – måske endda flere… Grenene hænger i hvert fald godt ned tynget af de mange klaser med bær.

Walther hundeportræt - www.vangelyst.dk

Det er lidt forskelligt hvornår aronia er modne alt efter hvilken sort og vejret. Vores plejer at være klar sidst i august eller starten af september – men i år kunne jeg godt forestille mig det bliver noget senere. Så vi må vente lidt endnu.

Aronia kan i øvrigt også spises rå, da de ikke stoffer, der danner blåsyre som f.eks hyld.

ENGLISH: Some good advice regarding chocheberry – press “translate” in the top menu to read the text in English