Kylling med fennikel i stegeso

Opskrift Römertopf stegeso - www.vangelyst.dk

Jeg har længe haft en Römertopf Stegeso stående, som jeg ikke rigtig har fået brugt. Men i går havde jeg bestemt mig for at den skulle på arbejde – med en kylling, fennikel, hvidløg, lime og honning. Havde helt glemt hvor nemt og lækkert det er!

Samtidig en god start på et sundt år med mad efter stenalderkost principperne, som let kan tilpasses hele familien.

Har man ikke en stegeso, kan man også grydestege den i en støbejernsgryde.

OPSKRIFT PÅ KYLLING MED FENNIKEL I STEGESO

Først skal begge halvdele af stegesoen fyldes med vand og stå mindst en halv time. Det passer fint med at man kan tilberede grøntsager og kylling mens den står og trækker vand, som frigives igen når den kommer ind i ovnen.

Ingredienser:

1 kylling
1 stor fennikel
1 lime
3 løg
4 fed hvidløg
4 dl. vand
1 hønse boullionterning
2 spsk honning
1 kvist rosmarin

Først skæres fennikel og 2 løg i både som krydres med salt og peber og brunes på en pande. Mens det ligger på panden laves en marinade til kyllingen af 2 pressede hvidløgsfed, 1 spsk olivenolie, saft fra en halv lime, salt og peber. Med en finger løsner man forsigtigt skindet på brystet og hælder med en teske lidt hvidløgsmarinade ind mellem brystkødet og skindet. det samme gøres på ryggen af kyllingen. Læg et løg og resten af limefrugterne ind i kyllingen og luk den med en kødnål eller lign.

Opskrift med kylling og fennikel - www.vangelyst.dk

Når stegesoen har stået med vand i en halv time tømmes den og fyldes i stedet med de 4 dl. vand, hvori man først har opløst en bullionterning og 2 spsk honning. De brunede grøntsager lægges ned i vandet sammen med 2 fed hvidløg og rosmarin. Til sidst skal kyllingen med i stegesoen oven på grøntsagerne.

Så skal det hele i ovnen – som skal være kold! Stilles det i en varm ovn kan den springe eller knække, da den ikke kan klare alt for store hurtige temperaturændringer.

Hele herligheden skal have ca. 1 ime og 20 min i ovnen ved 200 grader.

Römertopf stegeso med kylling og fennikel - www.vangelyst.dk

Når tiden er gået skal låget fjernes og kyllingen steges yderligere i ca. 10 min. på grill.

Til sidst skal kyllingen skal trække 5-10 min. og mens kan man si grøntsagerne fra og jævne den lækre væske til en sovs med en ganske almindelig meljævning, hvis det ikke skal være 100% paleo.

Serveres sammen med grønstagerne fra stegesoen og bagte rodfrugter eller andre grøntsager – her fik resten af familien også ris til.

Alle kunne lide både kylling og fennikel, selvom jeg var lidt spændt på deres reaktion. Fennikel har nemlig en lidt speciel smag og dufter af lakrids. Karls kommentar til sovsen var: “uhmm – den smager anderledes… på en god måde!” Magnus sagde, at det næsten smagte som sovsen i en “Kina-box”.

Dejligt at lave noget nyt når alle kan lide det 🙂

En tanke om "Kylling med fennikel i stegeso"

Skriv et svar til Birgitte og Kaffekoppen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.