Søndag med sne og hygge

Snemand med briller - www.vangelyst.dk

Så kom der sørme sne… Heldigvis ikke så meget her hos os, som andre steder i landet – men alligevel nok til at Magnus og Alma kunne lave en snemand. Med dykkerbriller!

Foldede papirdiamanter - www.vangelyst.dk

Jeg burde egentlig have ryddet op i stalden og i bryggerset, hvor Ulrik efterhånden er ved at være færdig med at sætte elementerne fra vores gamle køkken op, men jeg havde mere lyst til at hygge med Alma, som klippede julepynt, mens jeg foldede papirdiamanter. Diamanterne i to dele, der skal sættes sammen, var ret nemme – men de andre, som er foldet i et stykke, var ved at give mig grå hår! Efter jeg havde foldet et par stykker, gik det dog noget lettere 🙂

Alma og Magnus bager - www.vangelyst.dk

Karl er begyndt at spille håndbold og skulle spille sin første kamp i dag – vi var alle sammen af sted for at se ham spille og han klarede det flot. Holdet vandt heldigvis, så det var en god start.

Alma og Magnus havde besluttet at bage kage til kaffen, som vi skulle have, da vi kom hjem. Noget gik dog galt under vejs – og vi var alle enige om, at det ikke lige var en kage, der var egnet til at spise…

Hygge med æbleskiver - www.vangelyst.dk

Heldigvis havde vi nogle æbleskiver, som vi kunne varme 🙂

Friskbagt durum brød - www.vangelyst.dk

Til aften havde Alma ønsket tomatsuppe, så jeg bagte et par durumbrød til. Jeg er egentlig ikke ret god til at få bagt brød, men det tager jo ikke lang tid – så jeg burde gøre det noget oftere.

I morgen er det allerede hverdag igen – synes bare sådan en weekend går alt for hurtigt…

Related Post

5 tanker om "Søndag med sne og hygge"

  1. Det ser vel nok fint og hyggeligt ud alt sammen! Godt med æbleskiver i fryseren når kagebagningen gik galt. Den slags kan nemt ske 😉 Du er da vist ret fingernem at du sådan kan folde diamanter!
    God uge til jer!
    Snevejrshilsner fra Nana

  2. Hej Nina

    Jeg sidder også og slås med diamanterne i et stykke. Har du nogle gode fif eller et link til en vejledning?
    Dem i to stykker går det også fint med her 😉

Skriv et svar