Sivota – en lille perle i Grækenland

Den Blå Lagune Sivota - www..vangelyst.dk

Sivota i Grækenland er virkelig et af de skønneste steder jeg har været – faktisk havde jeg aldrig hørt om Sivota inden vi begyndte at se på ferie sidste år.

Derfor tænkte jeg, at jeg ville dele vores dejlige ferieoplevelse her på bloggen, hvis der er nogen, der også kigger på feriedestinationer og godt kunne bruge lidt hjælp for at kunne træffe en beslutning om hvor I skal tage hen eller bare søger inspiration. Jeg synes i hvert fald der var svært – hvilken græsk ø skal man vælge? – eller skal man tage til det græske fastland? Der er så meget at vælge imellem…

Sivota Grækenland - www.vangelyst.dk

Sivota er en lille hyggelige fiskerby, som ligger på det græske fastland – lige ud for Korfu – kun 50 km syd for den Albanske grænse.

Jeg har samlet alle vores feriefotos fra Sivota i en fotobog med lidt tekst om de forskellige steder vi besøgte – den kan du se HER.

Sivota Det Græske Caribien - www.vangelyst.dk

Sivota klades ikke uden grund for “Det græske Caribien” – det er et utrolig smukt område, med det smukkeste klare vand, små ubeboede øer, grønne og frodige dale og bjærge – en hyggelig fiskerby med græsk charme, hyggelige cafeer og små butikker.

Sivota Mikros Paradisos - www.vangelyst.dk

Vi boede lidt uden for byen på det lille familiedrevne hotel Mikros Paradisos – et hyggeligt og pænt vedligeholdt ældre hotel med græsk charme og atmosfære.

Vi nød virkelig at det var et mindre sted, hvor man kunne slappe og nyde roen – men alligevel tale sammen med de andre hotelgæster når man havde lyst. Jeg kan ikke rigtig holde det ud, hvis der er alt for mange omkring mig, når poolen er proppet, alle løber ned for at tage en liggestol om morgenen og det ikke er til at finde en plads i restauranten.

Mikros Paradisos pool - www.vangelyst.dk

Sådan er det heldigvis slet ikke på Mikros Paradisos – der er god plads, virkelig hyggeligt og personalet var utrolig hjælpsom. I køkkenet stod en ældre græsk” mamma” og lavede alt maden fra bunden til både morgen og aften med lokale råvarer.

Sivota sommerferie - www.vangelyst.dk

Beliggenheden er også helt fantastisk! hotellet ligger direkte ud til havet – det tog ca. 30 sekunder at gå fra værelset hen over en åben terrasse med pool og så lige ned til en lille badebro, hvorfra man kan hoppe direkte i havet! Mega lækkert. Er man mere til strand og sand (med små sten) ligger stranden “Mega Ammos” lige ved siden af hotellet og det tager ca. 2 min. at gå der over – her kan man også spise på flere små strand cafeer og restauranter.

Det tager ca. 20 min at gå ind til den lille by Sivota – og det gjorde vi flere gange dagligt. Vi regnede ud at vi havde gået i gennemsnit 10 km hver dag 🙂

Solnedgang Sivota - www.vangelyst.dk

I Sivota er der små hyggelige tavernaer, cafeer og isbutikker langs kajen, man kan købe kunsthåndværk, souvenir og der er små lokale supermarkeder. Om aftenen er der den smukkeste solnedgang som vi nød flere gange fra havnepromenaden på en af de små restauranter hvorfra man kan se ud over havet.

I løbet af den uge vi var der tog vi også på mange udflugter og små ture:

  • en sejltur som gik ud til små ubeboede øer, en grotte og et stop på den lækre strand ved Den Blå Lagune.
  • en bustur til byen fiskerbyen Parga, hvorfra man kan se over på øen Panagia, gå på opdagelse i de stejle snoede gader, besøge et oliven-museum og se det venetianske slot der nu ligger som en ruin på toppen af bjærget over Parga.
  • en tur til Acheron floden – der også kendes som floden til Hades – altså dødsriget! Det var en fantastisk tur hvor man kan gå, kravle og svømme ca. 5 km op ad floden. Det var dog kun Ulrik og Magnus der gjorde det, da floden flere steder er ret dyb og vandet koldt, hvilket Alma og Karl ikke var så vilde med – men hold op hvor ville jeg gerne have været med…
  • en heldagstur hvor vi sejlede til Korfu – her så vi Achilleion Paladset, gik ud til Kanoni og Museøen, hvor flyene lande lige over hovederne på os, gik på opdagelse i Korfu by og spiste lækker mad.
  • tog ud til Bella Vraka, som ligger på øen Mourtemeno, men selvom det er en ø behøver man ikke sejle derud. Man kan gå der over på en lille tange, hvor vandet kun når til knæene – badesko er dog en fordel, da der er en del små sten. Her kan man ligge på stranden, tage en dukkert i det klare vand – men der er også surfudstyr og stand-up padle boards som man kan leje.

Bella Vraka Sivota - www.vangelyst.dk

Sivota kan varmt anbefales – og hvis det ikke var fordi vi bare gerne vil opleve flere fantastiske steder tog vi gerne af sted igen. Vi rejste med Primo Tours og de får også vores varmeste anbefalinger. Super søde guider og velorganiserede ture.

Hvis der er nogen, som har spørgsmål til vores ferie, er I velkomne til at skrive en kommentar 🙂

ENGLISH: Last year we went to the cosy little Greek city Sivota for our summer holidays. A fantastic place which I can only recommend. Press “Translate” in the top menu to read the text in English.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.