Søndagshygge… livet på landet

Tværstribet orpington høne - www.vangelyst.dk

Sikke et dejligt solskinsvejr det var i går!

Min søndag startede  med træning i motionscentret sammen med min mor og søster. Min lillesøster bor i København, men var hjemme i weekenden, så det var rigtig hyggeligt at hun havde lyst til at tage med.

Bagefter kørte vi ud til min bror og fik en kop formiddagskaffe, snakkede og hyggede med min nevø og niece.

Sidst på formiddagen kørte vi ud til mig igen. Jeg havde nemlig en aftale med naboen om at han skulle komme og hjælpe med at slagte mine Orpington haner. De har ellers været utrolig rare og omgængelige, men her den sidste måneds tid er der kommet gang i hormonerne og små slåskampe og kamp om hønerne var begyndt. For ikke at tale om, at de lige pludselig fandt ud af at de kunne gale…. 8 stk. galende haner lige uden for soveværelset…

Tværstribede orpington black-cuckoo

Salgtede orpington høns

Et par stykker af hanerne er blevet solgt og dem der var tilbage ligger nu i fryseren på nær en 🙂

Min mor var tilkaldt for at genopfriske, hvordan man ordner de slagtede dyr (skærer op og tager indvoldene ud) og naboen skulle lige hjælpe med at sikre de fik en hurtig og human død. De er altså nogle ret store dyr – så hvis man ikke lige har taget på det, kan det godt blive noget værre rod. Men det gik fint – selv Alma hukkede hovedet af en af dem!

De første par gange vi slagtede skulle jeg lige tage mig sammen, men nu er jeg ved at have vænnet mig til det og har det egentlig meget godt med både at slagte dem og med at vi selv spiser dem. De har jo haft et godt liv og er blevet fodret med masser af græs, grøntsager og korn – måske ikke helt økologiske, men tæt på. Når det så er sagt så kan det altså ikke betale sig at lade dem gå vinteren over – der kommer ikke mere kød på dem af den grund. Men sådan er det ofte med racehøns. De kan dog stadig bruges til tarteletter og suppe.

Bistade gammeldags trugstade

Senere på dagen havde jeg også min søster med ude at se til bierne – der var en fantastisk aktivitet ud og ind af bistadet. Det var rigtig dejligt at se, at de har det godt.

2 tanker om "Søndagshygge… livet på landet"

  1. Jeg overvejer stadig efter næsten et år at anskaffe høns. Jeg bor (desværre) ikke på landet, men har fået naboerne tilladelse så det kan sagtens lade sig gøre. Det der holder mig tilbage er arbejdet med selve byggeriet (som min mand har afsagt sig) samt at jeg er bange for at jeg ikke kan holde det ordentlig rent. Gider ikke en mudderpøl i bunden af haven! Gad vide om jeg også sidder her i marts 2017 og tænker over det…

    • Det er ihvertfald rigtig dejligt at have høns – det er nogle sjove og søde væsner som man bliver utrolig glad for. Samtidig er det dejligt at kunne hente friske æg ind hver dag og madrester går ikke til spilde.

      Jeg synes ikke det er svært at holde hønsehuset rent – jeg bruger spåner som jeg skifter ca hver 14 dag og i mellemtiden fylder jeg op ved behov. Vores have bliver ikke mudret – men det gør det selvfølgelig i indhegningen. Jeg har flokken ude i haven med mellemrum – men de sviner en del på terrassen og elsker at skrabe flis væk, så jeg gider ikke at have dem frit i haven hele tiden. Der er dog to af dem går frit – da de selv hopper over hegnet 🙂

      For mig ville den største udfordring nok være selv at få lavet en god og solid indhegning, det er min mand der har stået for det, men hvis du kan få nogen til at hjælpe er det jo ikke svært at lave.

      Jeg kan kun anbefale at have høns i haven 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.