Brunch på Rudbecks Ost & Deli på Fanø

Brunch på Rudbecks Ost og Deli Fanø

Da vi var på Fanø i sidste uge havde vi besluttet at hygge os med ungerne og spise brunch sammen ude. Men der er ikke mange steder, som har åbent i vinterferien, hvor man kan komme ind og få brunch. De fleste restauranter og cafeer åbner nemlig først til frokost, når det er uden for sæsonen.

Heldigvis har Rudbecks Ost & Deli, som ligger for enden af hovedgaden i Nordby, åbent fra kl. 10 – og her kan man både købe lækre økologiske madvarer og spise brunch, frokost og få  kaffe og kage om eftermiddagen.

Rudbecks Ost & Deli Fanø

Rudbecks Ost & Deli er en lille familievirksomhed der drives af to tidligere øko-landmænd og deres datter som alle har en kompromisløs tilgang til kvalitet og brugen af lokale råvarer. Det hele startede i 2011 som en mindre ostforretning, men i dag er den blevet udvidet til en stor lækker delikatessebutik, café og frokostrestaurant. Familien fremstiller selv meget af det de sælger – bl.a. Fanø smør, brød, kager, snaps, sennep og marmelade. Der bruges økologiske og lokale råvarer og maden er inspireret af Vesterhavet og naturens spisekammer.

Rudbecks Ost & Deli Fanø

Nå – men tilbage til vores brunch. Den var altså bare så lækker! Den blev serveret flot anrettet på et skærebræt og bestod bl.a. af

– Scrambled eggs med røget Fanø skinke (som det tager et halvt år at producere – altså skinken 🙂 )
– to slags lammespegepølse med agurkesalat
– Røget Fanø laks med rygeostcreme
– Hjemmelavet marmelade med bl.a. havtorn
– Fanø honning
– Lækre oste med honningmarinerede nødder
– Hjemmebagt brød og hjemmelavet smør
– Chokoladekage
– Søbogaard juice og kaffe og the ad libitum

Magnus fik det samme som os og Alma og Karl fik en lidt mere børnevenlig udgave med bl.a. bærmarmelade, mild ost og lidt mere frugt og grøntsager, men de måtte selv vælge hvad de gerne ville have udskiftet eller beholde – så det var virkelig god service.

Brunch på Rudbecks Ost & Deli Fanø

Morgenmad på Rudbecks Ost & deli

Det er rigtig dejligt at børnene er blevet så store, at de sætter pris på at komme med ud og spise. De nyder det – og er rigtig gode til at smage på forskellige ting, som de ikke har smagt før. Vi føler os alle forkælet efter sådan en omgang og værdsætter at have muligheden for at gøre det ind imellem.

Rudbecks delikatesse butik på Fanø

Som man kan se på billederne er der også gjort meget ud af indretningen på Rudbecks Ost & Deli. Lokalerne er er smagfuldt indrettet med et mix af retro, genbrug og designklassikere. Man føler sig virkelig hjemme i de hyggelige omgivelser.

Rudbecks restaurant på Fanå

Næste smags- og spiseoplevelse skal være på Sønderho Kro har jeg besluttet, men vi skal nok lige spare lidt op hvis det skal være middag for 5 personer 🙂 Bortset fra det kan man faktisk også få en rigtig god frokostanretning, som ikke er så dyr – og det ville også være super lækkert!

Rusbecks Ost og Deli Fanoø

Nå – men hvis du kommer til Fanø og gerne vil have en rigtig lækker brunch, frokost eller bare have et stykke lækkert ost med hjem, kan jeg varmt anbefale at tage ind forbi Rudbecks Ost & Deli. I kan også tjekke anmeldelser på Trip Advisor HER.

Og nej – indlægget er ikke sponsoreret. Jeg vil bare gerne dele mine oplevelser og tips med dig 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.