Hjemmelavet citronfromage a la Camilla Plum

Hjemmelavet citronfromage med æg - www.vangelyst.dk

Nytårs-desserten stod igen i år på citronfromage – og jeg havde igen lokket min mor til at komme og hjælpe 🙂

Vi prøvede en ny opskrift – Camilla Plums Citronfromage. Den er meget enkel og indeholder en del flere citroner end den opskrift min mor plejer at bruge. Flere af gæsterne bemærkede det også – de syntes at den var dejlig syrlig – men med en god balance mellem det syrlige og det søde.

Camilla Plums opskrift citronfromage - www.vangelyst.dk

Når man har så mange lækre citroner bliver, man jo også nødt til at tage en masse billeder… så beklager der kommer lidt foto-spam 🙂

Jeg må indrømme at det var min mor der lavede det meste, mens jeg sørgede for oprydning og andre praktiske ting i køkkenet.

Ingredienser til Camilla Plum’s citronfromage

3 æg
100 g sukker
3 citroner
3 blade husblas
2 dl piskefløde

Fremgangsmåde:

Først skal æggeblommer piskes med sukker til en lys og skummende æggesnaps – og man skal altså piske rigtig længe så sukkeret er helt opløst. Herefter rives citronskal af citronerne (på den fine side af rivejernet) og blandes i æggesnapsen – saften presses også ud af citroner og gemmes til senere.

Læg husblas i blød i koldt vand.

Alle æggehvider piskes helt stive i en ny ren skål. Husk at piskerisene også skal være rene, ellers kan det være svært at få æggehviderne stive – og hvis æggehviderne ikke er helt stive bliver citronfromagen ikke luftig og lækker…

I en tredje skål piskes fløden til en blødt flødeskum.

Når husblassen er blevet helt blød klemmes vandet af og det smeltes i vandbad (i en lille skål i en gryde med vand) – det tager kun et par minutter. Den smeltede husblas hældes sammen med citronsaften.

Citronfromage opskrift Nytårsaften - www.vangelyst.dk

Så er det hele klar til at blive blandet sammen.

  1. Husblas og citronsaft piskes i æggemassen
  2. Vend flødeskum i æggemassen
  3. Vend til sidst æggehviderne i massen

Man skal gøre det lidt forsigtigt så alt luften ikke bliver slået ud.

Citronfromage dessert - www.vangelyst.dk

Citronfromagen stilles på køl til den er stivnet – ca. 3-4 timer. Til sidst kan man pynte med flødeskum og lidt citronskal.

Citronfromage Camilla Plum - www.vangelyst.dk

Den her opskrift på Camilla Plums citronfromage skal helt sikkert gemmes og bruges en anden god gang. Den var helt perfekt i konsistensen – blød, luftig og dejlig frisk og syrlig. Se også den anden opskrift på cirtonfromage vi tidligere har lavet HER.

English: Here is pictures and recipes for the lemon mousse IS made for New Years Eve. Press “translate” in the top menu and read the text in English.