Nu skal der snart plukkes Aronia

Aronia surbær buske - www.vangelyst.dk

Jeg kan vist allerede godt begynde at plukke mine aronia – selvom der er noget tidligere end det plejer at være. Sidste år plukkede vi dem i starten af september – og det var endda lidt tidligere end de forrige år – læs mere HER.

Aronia surbær buske 2014 - www.vangelyst.dk

Som du kan se på billedet hænger nogle af grenene efterhånden ret langt nede ved jorden med store klaser af bær.

Jeg smagte på dem i går og de er faktisk ikke så tørre og bitre i smagen, som de plejer at være. Måske er det den tørre sommer og de mange solskinstimer, der har gjort at smagen er lidt anderledes? Hvis jeg havde lidt mere forstand på det ville jeg måske kunne finde ud af at det også har noget med sukkerindholdet i bærene at gøre – lidt som med druer. Efterhånden som de modnes, bliver indholdet af syre mindre og sukkerindholdet stiger. Sådan er det måske også med aronia? – men ind til videre smager jeg mig frem – og jeg tror i hvert fald snart mine skal plukkes 🙂

Tip: Frysning af bær eller saft reducerer bitterstoffer i f.eks. slåen og Aronia. 

ENGLISH: It’s been a long and warm summer – so my chokeberries are ready to be picked 🙂

Blomkålssalat med blommer og blåbær

Blomkålssalat med blommer - www.vangelyst.dk

Det er ved at være længe siden jeg har blogget om paleo og sunde opskrifter.

Det er ikke fordi jeg ikke spiser efter paleo-principperne mere – for det gør jeg. Måske ikke helt så striks som tidligere – men til hverdag undgår jeg stadig helst mælkeprodukter, pasta, mel og andre kornprodukter.

Samtidig er der så mange andre gode bloggere, der skriver om stenalderkost – og der er jo ingen grund til at kopiere hinanden. Jeg har heller ikke selv brug for at følge specielle opskrifter så meget som i starten – efterhånden har jeg nemlig fundet en del grundopskrifter, der sidder på rygraden – og ellers spiser jeg faktisk meget det samme som resten af familien 🙂

Noget af det jeg spiser en del af er salat – både til frokost og til aften. Nogen gange er det dog rart med lidt nyt, så det ikke bare er det samme – iceberg, agurk, tomat, peberfrugt og måske lidt avokado, hvis det skal være vildt!! Jeps – sådan ender altså tit for mig…

Der skal faktisk ikke så meget til – det gælder vist bare om lige at være lidt kreativ ind imellem, så man ikke bliver træt af at køre i det samme og det samme.

Blomkålssalat med blommer - www.vangelyst.dk

Så her er inspiration til en lækker blomkålssalat med blommer og blåbær. Jeg lavede den selv til aftensmad i dag og både Ulrik og drengene godkendte 🙂

Det skal du bruge:

1 blomkål – koges 2 min. eller dampes
2 blommer – skæres i kvarte
1 håndfuld blåbær
lidt mandler – brunes på en stegepande og hakkes
evt. 1 pk. frisk mozzarella (ikke paleo) – smuldres i salaten
avokadoolie eller en anden god olie
frisk oregano

Den kan både spises som kold salat eller lun – hvis du blander det hele sammen mens blomkålsbuketterne er varme.

Blomkålssalat med blommer - www.vangelyst.dk

ENGLISH: Inspiration for a fresh and delicious salad. Press transtale in the top menu to read the text in English.

Løg i lange baner – eller fletninger

løg høst 2014 - www.vangelyst.dk

En af de ting der er lykkedes ret godt for mig i år er løg! Næsten ingen orm og næsten alle er vokset godt og kun nogle få er gået i stok. Dem der er gået i stok har til gengæld haft store flotte blomster!

Planteskilt køkkenhaven - www.vangelyst.dk

Alma lavede i foråret dette fine skilt til mig, som har stået i køkkenhaven mellem rækkerne af løg – det er jo rart at have styr sagerne 🙂

løg klar til at blive flettet - www.vangelyst.dk

I løbet af ugen har jeg taget dem op af jorden i køkkenhaven og haft dem liggende til tørre.

Flettede løg - www.vangelyst.dk

I går blev de flettet og nu hænger de til tørre i drivhuset. Det er rigtig let at flette dem – og ret dekorativt synes jeg. Hvis du vil se hvordan så kig forbi TV Midt-vest haveprogram fra Fru Petersens Have, hvor Anette viser hvordan (det er i slutningen af det lange program – direkte link HER – eller se link til begge programmer HER).

Flettede løg - www.vangelyst.dk

ENGLISH: This week I harvested my onions and had them lying out to dry in the sun. Yesterday I tied them in braids and now they hang out to dry further in the greenhouse.

Blomstrende jordskokker

blomstrende jordskokker - www.vangelyst.dk

I foråret satte jeg nogle jordskokker i køkkenhaven. Jeg havde egentlig ikke de store forventninger – det var nogen jeg havde købt til at spise, men jeg havde ikke fået dem brugt og de var ved blevet tørre og kedelige – så jeg var lige ved at smide dem ud…

blomstrende jordskokker - www.vangelyst.dk

Jeg blev enig med mig selv om at give dem en chance og satte dem ud i køkkenhaven sammen med kartoflerne. De begyndte hurtigt at spire – og voksede om kap med kartoflerne det første stykke tid ind til jordskokkerne vandt og bare blev ved med at vokse. Nu er de over 2 meter høje – og står smukt og knejser med flotte gule blomster op mod himlen. Jeg nænner næsten ikke at bruge af dem…

blomstrende jordskokker - www.vangelyst.dk

I går kunne jeg alligevel ikke styre min nysgerrighed længere og måtte lige se om der overhovedet var kommet nogle knolde. Jeg tog en af de mindre planter i kanten – og der var sørme små fine jordskokker på. De kan nu godt tåle at stå et stykke tid endnu og blive endnu større…

Blomsten fra den plante jeg gravede op står nu og pynter i en vase i havehuset 🙂

ENGLISH: My Jerusalem artichoke are blooming – it’s the first time I have them in the vegetable garden. Press Translate in the top menu to read the text in English. 

Sæson for brombær – og et par opskrifter…

Opskrift på brombær likør

Det er sæson for brombær, som er et af de skønneste bær jeg kender. De er vilde, søde og kraftfulde. Har man ikke brombær i haven, kan man gå en tur i skoven og plukke dem.

Jeg håber at kunne komme i skoven i weekenden og plukke en portion.

Der er nemlig allerede blevet bestilt den lækre brombærlikør, som du kan se opskriften på HER og HER.

opskrift hjemmelavet brombær likør

– og Karl har spurgt efter den brombærmarmelade, som jeg lavede sidste år med steviasukker og honning (se opskrift på HER).

brombær syltetøj opskrift paleo steviasukker

Hvis der er lidt brombær lidt overs, er jeg sikker på at Ulrik og ungerne vil stemme for den den lækre og nemme “pund-til-pund” kage, som du kan se opskrift på HER.

rabarberkage pund til pund kage Der er selvfølgelig 1.000 andre muligheder – så der er bare med at være kreativ eller gå på opdagelse på nettet – der findes så mange lækre opskrifter med brombær 🙂

ENGLISH: It is the season for blackberries. I love the dark, wild berries and over the weekend I will go to the woods and pick some. Here are some recipes with blackberries.

Opskrift på svampet squashkage

opskrift squashkage www.vangelyst.dk

Her er opskriften på den dejligste squashkage – svampet, blød og lækker.

Nu er det sæson for squash fra køkkenhaven og på trods af at jeg selv har plantet squash for lang tid siden (som du kan se HER) – synes jeg ikke rigtig de giver noget endnu. Det er som om de sætter store flotte blomster som bliver til en lille squash – men de fleste af dem udvikler sig ikke og falder af – æv!

Heldigvis er squash ret billige at købe og vi bruger dem især til til paleo frikadeller (se opskrift HER) eller til omelet.

opskrift squashkage www.vangelyst.dk

Men da vi var i sommerhus lavede jeg også den lækreste squashkage – flere gange… Det blev en sammensætning af flere opskrifter, så måske kan man finde andre opskrifter på nettet som minder om den.

Opskrift på svampet squashkage:

125 g. margarine
250 g sukker
350  g mel
2 tsk. vanillepulver
2 tsk. bagepulver
2 æg
400 g revet squash
lidt salt
2 spsk fløde/mælk
75 g hakket mørk chokolade
75 g hakkede hasselnødder

opskrift squashkage www.vangelyst.dk

Sådan gør du:

Margarine og sukker røres sammen – tilsæt æg og mælk. Herefter vendes squash i dejen.

Mel, salt, vanillepulver og bagepulver sigtes i en skål og blandes sammen – herefter røres det i dejen med squash sammen med chokolade og nødder.

Find en form ca. 20×30 cm og læg bagepapir ned i den – tænd ovnen på 180 grader.

Dejen hældes i formen og kagen bages i ovnen i ca. en time.

Tjek med en gaffel om den er nok inden du tager den ud af ovnen.

Lad kagen køle lidt af – og nyd den med en god kop te eller kaffe 🙂

opskrift squashkage www.vangelyst.dk

ENGLISH: Here is my recipe for a delicious squash cake. Press “translate” in the top menu to see the text in English.