Paleo frikadeller med squash og krydderurter

paleo-frikadeller_1

Da jeg startede med at følge stenalderkost principperne lavede jeg tit “almindelig” aftensmad til mand og børn – og en special udgave til mig selv.

Der gik ikke længe før børnene skulle smage min mad og begynde at brokke sig over hvorfor de ikke også måtte få det samme mad som mig!?

Øhh – jo, det må I da meget gerne, men ville jo bare være sød og lave det I kan li’…

En af de retter som både mand og børn meget hellere vil have i stenalderudgaven er frikadeller med squash og krydderurter. Det er sgu da dejligt! Jeg kan nøjes med at lave en slags aftensmad – der sikkert er lidt sundere end almindelige “gammeldaws” frikadeller!

paleo-frikadeller-ingredienser

Min udgave består af:
500-600 g. hakket svine- eller kyllingkød
2 æg
1/2 fintrevet squash
(skræl den evt. først – så er der ingen der opdager det)
1 fintrevet løg
2-3 spsk mandelmel
hakkede friske krydderurter

Hvis du ikke har mandelmel kan man også blende et par håndfulde mandler og putte i.

paleo-frikadeller-mandelmel

Jeg plejer at bruge denne mandelmel fra Kiviks Lilla Råa.

Det hele skal bare blandes sammen og så steger jeg dellerne på en pande med “slip-let” i en lille smule olivenolie.

Som tilbehør får vi salat og bagte rodfrugter.

Velbekomme!

Nina

Aronia, aronia og så lidt flere aronia…

aronia_1Sådan ser mine Aronia buske ud lige nu – det varer ikke længe inden de første bær er klar til at blive plukket!

Drengene har en plan om at de vil plukke Aronia bær og sælge oppe ved vejen… hvis der altså kommer nogen forbi helt her ude på landet…

aronia_3 aronia_2

Men de er sunde. Meget sunde! Og jeg er egentlig forundret over at børnene gider drikke det saft jeg har lavet de sidste par år – for hvis jeg nu skal være helt ærlig… så er det altså ikke så børnevenligt. Jeg kommer med en opskrift på aronia saft senere 🙂

De er lidt sure, lidt bitre og lidt tørre – det lyder jo ikke så fantastisk… Til gengæld er de proppet med sundhed! Sammenlignet med blåbær, som ellers anses for at være et af de sundeste bær, indeholder Aroniabærret tre gange så mange antioxidanter.

De også rige på et hav af vitaminer, mineraler og sporstoffer – og indeholder flere bioflavonoider end nogen anden kendt frugt. Bioflavonoider forstærker effekten af vitaminer og mineraler i kroppen, og er samtidig ansvarlige for at fange de frie radikaler. De frie radikaler, som er med til at ælde vores krop.

Så der er altså ret mange gode grunde til at spise en masse aroniabær!

Nina

Sunde kanelsnegle til veninder, børn og skole…

På torsdag skal den ældste have en “sund” kage med i skole til klassens-tid!

“Mor – det skal altså være noget sundt f.eks. gulerodskage eller banankage…”

Der er nok ikke ligefrem ret mange kager der er sunde – men jeg tænkte at jeg for en gangs skyld hellere måtte prøve at tage mig samme og gøre et forsøg. I weekenden havde min søster lavet nogle gode kanelsnegle – det gav lidt inspiration …

sunde-kanelsnegle-web

Så i går jeg besluttede at lave en prøve (ved ikke lige hvad der sker – plejer ikke ligefrem at være i god tid med den slags!) – og så passede det så heldigt, at det tilfældigvis var mig der skulle have brød/kage med til veninde-hygge i går aftes. Jeg tror faktisk efterhånden der er nogen af dem, som er ved at være lidt trætte af paleo-muffins 🙂 Nu blev de så forsøgskaniner på “sunde” kanelsnegle i stedet!!

Dej:
2 dl mælk
25 g gær
1 dl creme fraiche
6 dl rugmel (for en lidt lettere udgave kan du bruge f.eks. 3 dl. grahamsmel og 3 dl. speltmel i stedet for rugmel)
3 dl. hvedemel
2 tsk bagepulver
1 dl. Stevia-sukker (eller alm. sukker)
1/2 tsk salt
1 tsk kanel

Fyld:
2 spsk smeltet smør
4 spsk brun farin
2 tsk kanel

Mælken opvarmes så den er lunken og gæret opløses heri – alle andre ingredienser til dejen blandes sammen i en skål og tilsættes mælken.

Det hele æltes godt sammen og rulles ud på bordet til en rektangulær firkant – ca. 1/2 cm tyk.

Dejen pensles med smeltet smør og drysses med brun farin og kanel – og rulles sammen på den lange led. Til sidst skæres den i skiver…

Hvis du har rigtig god tid kan du stille sneglene i køleskabet natten over – men det havde jeg ikke… så jeg lod dem bare hæve i en times tid.

Sneglene skal have ca. 15-20 min ved 175 grader – og så er de bare klar til at spise, uhmm…

De sunde kanelsnegle blev godkendt ved både børn og veninder – så nu skal jeg bare i gang med en portion mere til i morgen 🙂

Nina

Frugtsmoothie med æggehvider

Efter jeg er begyndt på stenalderkost, får jeg flere gange om ugen en smoothie til morgenmad – og spiser den for det meste sammen med en håndfuld mandler eller et stykke ristet stenalderbrød og en kop the.

smoothie_jordbær_1 smoothie_jordbær_2

Det er jo rigtig mange muligheder for at blande alt muligt sammen – alt efter hvad man lige har i køleskabet/fryseren. Jeg bruger dog altid æggehvider, som gør den dejlig cremet og giver længere mæthedsfornemmelse.

For det meste består min smoothie af følgende:

1,5 pasteuriseret æggehvide (=1 bæger)
1/2 appelsin
1/2 banan
5-7 frosne jordbær
1 lille håndfuld solbær eller aronia
1 lille stykke ingefær på str. men en terning
lidt hørfrø
8-10 mandler

Alt – undtagen mandler, hældes i en blender og blendes godt – mandler hældes i til sidste og blendes med ca. 5 sek. mere.

Jeg hælder også tit min shoothie i en thermokop med låg og spiser det når jeg kommer på arbejde 🙂

Velbekomme!

Nina

Aktiv sommerferie på Playitas

Igen i år (2013) var vi på Playitas på Fuerteventura. Vi var der også sidste år – det er bare et skønt sted!

I år var vi af sted lidt senere end sidste år og det kan anbefales, hvis man har børn med. Det betød nemlig at “Kids sports academy” var i gang med masser af sport og oplevelser for ungerne!

Vores deltog i mange af aktiviterne men noget af det bedste var “tri4fun” som var triathlon for børn med 3 dages træning og et afsluttende mini tri-stævne. Jeg tror jeg skriver et helt indlæg om det senere.

Ellers er det bare et skønt sted med fantastisk mad (meget vigtigt 🙂 ) – hvor man kan forene sport og træning med afslapning og sjove oplevelser.

Selvom vi havde ret travlt med at komme rundt med børnene til diverse sports aktiviteter (3 børn i tre forskellige aldersgrupper = 3 forskellige hold…pyyhh) nåede vi også selv at dyrke en del motion.

Hver morgen stod jeg tidligt op og deltog i Morning Suntation og et lille “morning-run” på ca. 2 km – så ikke ret langt, men en super dejlig måde at starte dagen på.

Herefter mødtes vi alle til morgenmad – bare så lækker morgen buffet – og kunne sagtens forenes med Stenalderkost, selvom jeg ikke spiste 100% paleo under ferien.

Ulrik var i mortionscenter hver dag og var desuden med på nogle mountainbiketure, et løb og et par forskellige hold.

Jeg var hver dag med på et hold eller to (et om formiddagen og et om eftermiddagen). I år var der bl.a. boot-camp, body-toning, step og fitt-ball. Jeg var også med i 5 km løb – men det behøver vi vist ikke snakke mere om… det var alt for varmt at løbe!! (I know – bad excuse… men det var f….. varmt).

Ind imellem var der også tid til at slappe af i poolen, gå en tur, besøge nabobyen, spille mini-golf osv.

Playitas_triatlon_ferie

Vi har talt om at prøve Club La Santa Sport næste år… meeen der venter også lige et nyt køkken til foråret, så der skal vist lige spares lidt sammen først! – men så er det jo dejligt at have nogle gode minder og oplevelser at tænke tilbage på.

Nina

Nem stenaldergryde // paleo gryderet

Jeg elsker når det er nemt at lave god mad… Ikke mindst fordi jeg ikke altid (faktisk sjældent) har ret meget tid – når jeg først kommer hjem fra arbejde og ungerne skal køres til gymnastik, fodbold og judo… Samtidig vil jeg også gerne lave noget “ordentlig” mad vi alle kan spise – dvs. som passer ind i min stenalderkost.

paleo gryderet

paleo gryderet

Derfor vil jeg lige dele denne opskrift på en nem gryderet med jer, som jeg lavede til aftensmad i går – og som både mand og unger spiste vældig meget af:-)

  • 800 g. svinekød i tern (du kan også bruge kylling – så går det endnu hurtigere)
  • 1 ds. flåede hakkede tomater (gerne økologiske)
  • 4 store gulerødder
  • 250 g. champingon
  • 1/2 ds. kokosmælk (ca. 80 ml.)
  • 1/2 ltr. vand
  • masser af friske hakkede krydderurter (eller tørrede krydderier)
  • evt. 1 spsk majsstivelse

Kødet brunes mens gulerødder og champingon rengøres og skæres i skiver/tern. Herefter hældes vand og grøntsager op i gryden sammen med fint hakkede krydderurter.

Jeg brugte frisk citron timian, rosemarin og salvie fra min palle-plantekasse – men brug det du har eller find nogle tørrede krydderier i skabet.

Lad det stå og simre en times tid mens du f.eks. hjælper ungerne med lektier, løber en tur eller noget andet 🙂

Til sidst tilsætter du lidt kokosmælk – man kan sagtens bruge mere end jeg har gjort, men min familie er ikke så vild med alt for meget kokossmag. Det giver dog lidt smag og fylde når der nu ikke bruges mælk eller fløde.

Du kan tilsætte lidt majsstivelse, hvis det ikke skal være alt for tyndt, men det hører ikke med i stenalderkost 🙂

Som tilbehør fik vi salat og mand og børn fik brune ris – mens jeg tog en skive ristet stenalderbrød (dog uden kakao).

Velbekomme 🙂

Nina