Fødselsdag og varm rødbedesuppe

I går var det Karls fødselsdag – 9 år!! Hvor bliver tiden dog af? Synes ikke det er længe siden han var en lille tyk baby 🙂

karl-alma-fødselsdag2

Vi startede dagen med morgenmad og gaver – altså efter han havde været oppe og vække mig… Alle tre unger var nemlig allerede oppe og Ulrik havde hejst flaget inden han tog på arbejde – så det var kun mig de ventede på (total B-menneske). Men vi nåede at sidde og hygge med morgenmad og gaver inden det var tid til at komme af sted til skolebussen.

Normalt plejer børnene at få lov til at bestemme hvad de vil have til aftensmad når de har fødselsdag, men der havde vi ikke lige fået koordineret – faktisk havde jeg heller ikke fået handlet – så menuen kom til at stå på rødbedesuppe.

fødselsdag_collage

Jeg havde frygtet fødselsdagsbarnet ville brokke sig – men det gjorde han slet ikke. Begge drenge spiste faktisk med velbehag. Kun den mindste har endnu ikke helt fået smag for suppe….

rødbedesuppe

Opskriften blev til lidt ud fra hvad jeg havde i køleskabet – men suppen var vild god!

600 g rødbeder
4 stængler bladselleri med blade
100 g frisk spinat
1 løg
lidt frisk timian
2 tsk hvidløg
2 boullionterninger
2 l vand

Det er meget enkelt at lave – rødbeder skrælles og skæres i mindre stykker. Det hele hældes i en suppegryde og koges til rødbederne er møre. Så blendes det med en stavblender. Min er gået i stykker så det måtte en tur i Kitchen Aid blenderen, men det gik fint.

Som tilbehør fik vi friskbagte madboller og lidt stegt bacon i tern.

Til aften kom mormor og fik en kop kaffe – og hun inviterede Karl med ud og købe fødselsdagsgave i dag. Det sagde han jo ikke nej til! Så ind til videre har han vist haft en fantastisk fødselsdag og fået alt hvad han har ønsket sig og lidt mere til 🙂

Nina

Fuld af inspiration og opskrift på rødbedejuice

I går var vi til foredrag med Mads Bo fra “High on Juice” og den kendte sunhedsekspert Chris MacDonald.

Måske derfor der var lavet lækker rødbedejuice i morges da jeg stod op??

rødbede-saft-glas-morgenmad

Jeg havde givet Ulrik billetterne i fødselsdagsgave helt tilbage i april – så man må sige at han har ventet ret længe på det…

Men han har glædet sig rigtig meget. Og det har jeg også – havde nemlig inviteret mig selv med 🙂

high on life flyer

Det var rigtig godt og meget inspirerende – især blev vi begge meget positivt overrasket over Mads Bo. Hold nu op for et energi-bundt – det må være alt det juice han drikker!

Vi kendte begge til hans bøger og har set flere af hans juice-film-klip, men på scenen brændte han virkelig igennem på en sjov men samtidig alvorlig måde – som alle kunne forstå. Chris MacDonald gjorde det også rigtig godt, men i og med at man har set ham mange gange på TV – havde vi nok også nogle andre forventninger til ham og til hans budskab.

Netop det budskab var måske en smule anderledes end forventet – i stedet for at fokusere på at man selv er ansvarlig for sit liv og og for at træffe de “rigtige” beslutninger – handlede budskabet meget om hvorfor det kan være så svært at tage ansvar og træffe de rigtige valg – og at det er okay at vi ikke altid kan gøre det 100% – lidt er bedre end ingenting. Samtidig med at det er vigtigt vi ikke hele tiden udsætter planer om at komme i gang og tage sig sammen – men i stedet er det bedre at tage et lille skridt af gangen – og “falder” man i kan man altid starte på en frisk igen!

Og så er der en anden ting man skal vide:

“Kroppen har ikke noget NATURLIGT forsvar mod salt, sukker og fedt!”

Det eneste forsvar den har er frontallapperne i vores hjerne – men det er også dem som hele tiden bliver påvirket af omverdenen til at tage de forkerte beslutninger – i tilbudsaviserne, på tanken, når vi er pressede eller trætte og tager bilen i stedet for at cykle osv.

Jeg synes egentlig selv vi er ret godt på vej og har været det i et stykke tid – men det er altid godt at få inspiration og motivation til at blive ved!

Rødbedejuice glas

Nå – men måske vil I gerne vide hvad der var puttet i den rødbedejuice jeg fik til morgen?? – det kommer her:

1 rødbede
1 håndfuld Aronia bær (eller solbær hvis du ikke har Aronia)
1/2 agurk
1 håndfuld spinat
2 gulerødder
1 spsk. friskpresset citron
1 spsk. olie

Det giver 2-3 små glas juice – og smager faktisk ikke så tosset endda 🙂

Nina

Friske grøntsager og bagte rodfrugter

Lige nu nyder jeg at gå ud i køkkenhaven og tage friske grøntsager op af jorden og direkte med ind i køkkenet…

DSC_0433

Det er første år med køkkenhave – selvom vi har boet 13 år på landet med masser af plads. Så det var på tide med en køkkenhave.

Der er allerede planer om udvidelse til næste år – eller jeg har lavet planer. Ulrik skal lige overtales lidt endnu… Kender du det? 🙂

Men der er nogle grøntsager jeg ikke gider have igen. Blomkål for eksempel. De var så fine lige ind til larverne overtog dem! Til gengæld skal vi have mange flere rødbeder og gulerødder.

Bagte rodfrugter

I går blev der lavet bagte rodfrugter af dagens høst, som bestod af kålroer (kålrabi), gulerødder og rødbeder.

Super nemt. Grøntsagerne rengøres og skæres i tern. Vendes i lidt olie i en skål sammen med hakkede friske krydderurter og så i et ildfastfad i ovnen 15-20 min ved ca. 160 grader.

Velbekomme.

Nina

Sådan blev brudebuketten…

Bryllup-brudebuket_brud

For et stykke tid siden kom jeg til at sige ja til at lave en brudebuket til min søsters veninde… Efterhånden som tiden nærmede sig kunne jeg godt mærke at jeg begyndte at få lidt sommerfugle i maven over det.

Heldigvis gad min fantastiske faster godt hjælpe mig – og uden hendes hjælp var brudebuketten nok kun blevet halvt så flot! Hun er bare så dejlig og dygtig.

Bryllup-brudebuket_brystbuket

Buketten er lavet af røde roser og hvide fresiaer med lidt “græs” ind i mellem blomsterne. På det stykker der hænger ned er der sat en orkide-gren ind. Til sidst er den pyntet med ranker af “pletter i luften” – som også hænger lidt ned over buketten. Jeg synes faktisk den blev super flot – hvad siger du?

Vi lavede den fredag aften – som du kan læse lidt mere om her. Og bagefter lavede vi borddekorationer som passede til buketten. Det var rigtig dejligt at få det hele lavet fredag, så jeg ikke skulle få stress over det lørdag. Her skulle jeg dog lige binde noget hvidt bånd om brudebuketten og lave en brystbuket til brudgommen, men det var jo til at overskue 🙂

Bryllup-brystbuket_brudgom

Bryllup-borddekoration

Opsatserne til borddekorationerne er små glasskåle som jeg fandt i en genbrugsforretning til en femmer stykket – dem kan jeg jo sagtens bruge igen.

Nå – det var så min første brudebuket… med hjælp fra en liv-line! Og jeg er meget tilfreds. Jeg får da helt lyst til at gøre lidt mere ved blomsterbinderi igen – måske skulle jeg finde et aftenskolekursus denne vinter? Men jeg vil også gå til pileflet igen – og foto… Uhh – der er så meget jeg gerne vil – men der kan vist ikke blive tid til det hele 🙂

Nina

Hjææælp – jeg skal lave en brudebuket!!

20130824-003919.jpg

Pyha – jeg sveder helt ved tanken om at jeg senere i dag skal lave en brudebuket til min søsters veninde som skal giftes i morgen…..

Jeg har aldrig prøvet det før. Underligt at hun så har bedt mig om det – tænker du nok?

Ja – jeg har faktisk også prøvet at overtale hende til at bestille en buket ved blomsterhandleren. Men det ville hun ikke. Hun blev faktisk lidt skuffet over det – hvorfor?

Fordi hun syntes det betød meget mere for hende at det var en hun kendte der havde lavet hendes buket – i stedet for en tilfældig pige i en blomsterforretning.

Hun forsikrede mig om at hun ikke havde nogen forventninger til hvordan den skulle se ud eller hvilke blomster der skulle i.

Okay – tænkte jeg, så må jeg jo bare tage mig sammen…. og gøre det!

Egentlig synes jeg det er enormt flot af hende – at overlade denne opgave til mig uden nogen bekymringer om hvordan den vil se ud – om den er pæn nok – om blomsterne er den rigtige farve osv. osv – men bare tænker at det skal nok blive en fin brudebuket.

Jeg tænker at det kunne vi andre godt lære noget af!

At man ikke behøver at kontrollere det hele – at alting ikke behøver at være perfekt – at værdsætte det man har/får – at have tillid til hinanden…

20130826-233631.jpg

Nina